Esbjerg Kommune i top tre over flest anmeldte hjortepåkørsler i Region Syddanmark

Dyrenes Beskyttelse modtager hvert år over 100.000 opkald om dyr i nød. (Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix 2014)

Esbjerg Kommune ligger nummer tre i Region Syddanmark over antal anmeldte hjortepåkørsler. Men det er ikke nødvendigvis et dårligt tegn, ifølge jægerrådsformand i Esbjerg i Danmarks Jægerforbund Uffe Nissen.

Af Anna Due Rasmussen

169. Så mange anmeldelser om påkørte hjorte modtog Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral fra Esbjerg Kommune i 2018. Med henholdsvis 220 og 170 anmeldelser er det kun Vejle og Varde, som har flere anmeldte påkørsler.

Selvom det umiddelbart lyder som noget dårligt, er det ikke nødvendigvis tilfældet. Det siger Jægerrådsformand i Esbjerg Jægerråd Uffe Nissen.

”Jeg tror, folk er bedre til at melde ind, når de påkører noget her.”

Geografi og areal

Antallet af anmeldelser afspejler nemlig ikke nødvendigvis antallet af påkørsler. Så når gennemsnittet i regionen ligger et godt stykke under Esbjerg Kommune, 105 påkørsler, betyder det ikke, at esbjergenserne er mindre opmærksomme.

Esbjerg Kommune har et areal på 795 km2, mens gennemsnitsarealet i Region Syddanmark er 557 km2.

”Så når arealet er større, betyder det, at der er flere anmeldelser og større risiko for at påkøre” siger Uffe Nissen.

Årsager til anmeldelse

Selvom der er mange påkørsler i Esbjerg Kommune, er der flere i Varde.

”Ved kronvildt er der større skader på bilen, så der er der større chancer for, at det bliver meldt ind i forhold til råvildt” siger Uffe Nissen.

Det er særligt i Varde Kommune og ved Blåvand, at der er meget kronvildt.

Ring ved påkørsel

Noget tyder på, at esbjergenserne i forvejen er gode til at anmelde ved hjortepåkørsel. Det er særligt vigtigt at være opmærksom på hjortepåkørsler i efteråret, for det er her, der sker flest påkørsler. Oktober og november er de to måneder, der i Syddanmark sker flest påkørsler.

Hvis man er så uheldig at påkøre en hjort, kan man ringe til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral på 1812.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *