Bohrskolen indstillet til pris for cirkus-projekt

Bohrskolen har med succes fået cirkus på skoleskemaet. Skolen er nu indstillet til prisen DM i Skoleudvikling.

Eleverne kan prøve kræfter med mange forskellige cirkusaktiviteter.
Billede: Bohrskolen

Af Lauge Jung Lassen

Et-hjulet cykel, jonglering og balance på line lyder umiddelbart ikke som en klassisk skoleaktivitet, men det har det været på Bohrskolen. Cirkusaktiviteterne startede som frikvartersaktiviteter, men er løbende blevet en implementeret del af undervisningen.
Skolen har derfor indstillet idéen til DM i Skoleudvikling, som er en pris, organisationen Skole & Forældre står bag.

Cirkus styrker læringen
Et af kriterierne for at vinde prisen er, at det skal have en ’positiv effekt på læringen’. Og det stemmer godt overens med de erfaringer, de har gjort sig på Bohrskolen.

”Det træner enormt mange kompetencer som eleverne kan overføre til klasselokalerne. Koncentration, samarbejdsøvelser og fordybelse er færdigheder, som de overfører fra cirkus,” siger Vibeke Vind som er MIL (Målrettet inkluderende læringsmiljø)-koordinator på Bohrskolen.

Hun understreger samtidig, at cirkus ikke er en fast del af skemaet, men hovedsageligt er en frikvartersaktivitet, som læreren tilbydes at bruge i inklusionsarbejdet i klasserne.

På vej til flere skoler i kommunen
De positive erfaringer fra Bohrskolen har vakt kommunens opmærksomhed.

”Det er i god tråd med Esbjerg Kommunes børne-og ungepolitiks fokus på leg, læring og kreativitet. ”Så der er på et kommunalt plan et ønske om at udbrede det til andre skoler i kommunen,” siger Vibeke Vind.

Muligheden for at overføre projektet til andre skoler, er også et af kriterierne, som projektet vurderes ud fra. Der er 25 skoler forskellige skoler indstillet, og vinderen findes af en jury som blandt andet består af organisationer som Danske Skoleelever og Danmarks Lærerforening. Vinderen kåres den 24. november ved Skole & Forældres landsmøde.



,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *