Klimaforandringerne kommer til Esbjerg

Ny klimadata viser, at klimaforandringerne vil komme til Esbjerg. Varmere temperaturer og stigning i vandstanden i havet kan Esbjergenserne indstille sig på i 2100. 

Stormfloder som konsekvens af klimaforandringer kan have påvirkning på Esbjerg havn.
Foto: Laura Nørkjær Seligmann

Af Laura Nørkjær Seligmann

I 2100 vil klimaforandringerne være kommet til Esbjerg, ifølge det ny lancerede Klimaatlas fra DMI. 

Temperaturen vil stige både i vinter og sommer. Der vil falde mere regn, især om vinteren. Sommeren vil blive tørrer, men med endnu flere skybrud. 

”Man kan sige, at det minder lidt om det vejr vi kender fra Sydeuropa, og det lyder umiddelbart meget dejligt. Men det er bare om vores samfund og vores natur kan følge med til det,” siger Kristine Skovgaard Madsen, havforsker hos DMI.

Her ses Vadehavskyst ændrede tilstand i rødt i 2100. Mere information kan findes på DMI’s Klimaatlas. Foto: DMI

Endnu mere vand i Esbjerg

Klimaatlasset fra DMI forudser også, at vandstanden er stigende. Det højeste og mellemste klimascenarie forudser et sted mellem 58 og 37 cm stigning. Det højeste klimascenarie er, hvis vi forsætter med at udlede så meget CO2, som vi gør nu.

”37 cm og 58 cm – hvis du går ned med en tommelstok på havnen, så vil du opdage, at det er jo ingenting sammenlignet med hvor høj havnen er,” siger Kristine Skovgaard Madsen. 

Men de nuværende stormfloder med 58 cm forøgelse, vil kunne have påvirkning på selv en så stor havn som Esbjergs. 

Disse klimaforandringer kan også gøre det svært for åerne, hvis der kommer mere regn, og vandstanden i havet stiger.

”Det kan blive svært at komme af med al det regn og al det vand i åløbene, og så kan der komme oversvømmelser,” siger Kristine Skovgaard Madsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *