SF’s forslag om nødherberg møder kritik

Formand for De Hjemløses Venner, Ingelise Wentzel, mener, at det er en god ide, at de hjemløse skal have valgmuligheder, når det kommer til valg af herberg og forsorgshus. Men kritiserer SF’s forslag om et nødherberg ved Kirkens Korshærs varmestue, når der lige nu forhandles om besparelser på social- og udsatte området. Foto af Alberte Beierholm Sørensen
 

Forslag om nødherberg ved Kirkens Korshærs varmestue til vinter møder kritik fra De Hjemløses Venner på baggrund af budgetforhandlingerne i Esbjerg Kommune. 

Af Alberte Beierholm Sørensen 

Et forslag, som SF kom med på et byrådsmøde i Esbjerg Kommune den tredje oktober i år, om et nødherberg ved Kirkens Korshærs varmestue i Esbjerg, møder kritik fra De Hjemløses Venners formand Ingelise Wenzel. 

”Jeg tænker på de budgetforhandlinger, der er lige nu, hvor der i den grad er en massakre på de mange socialt udsatte. At man så vil begynde at bruge penge på nye tiltag, vil få hele social- og udsatte området til at bløde,” siger Ingelise Wenzel.

I forslaget fra SF kan man læse, hvordan de hjemløse og socialt udsatte oftere og oftere i den kolde vintertid finder dårlige overnatningsmuligheder, og at nogen hjemløse, af forskellige årsager, ikke har mulighed for at gøre brug af Esbjerg Kommunes forsorgshjem. Med den udvidelse der er i vente for Kirkens Korshærs varmstue, ville det ifølge SF’s forslag være oplagt at lave et nødherberg i vintermånederne. De Hjemløses Venner oplever ikke de problemer, som SF begrunder deres forslag med.

”Mit indtryk er, at der er mulighed for alle at få en plads på forsorgshjemmet, og ellers skal de videresende de udsatte til et andet forsorgshjem i Danmark. Ellers finder de hjemløse nogle venner at sove ved. Vi havde for år tilbage en nødovernatning i Kirkens Korshær, der kom stort set ingen,” siger Ingelise Wentzel. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *