Esbjergs Biblioteker og NGO’er kæmper om samme målgruppe, selvom de er enige om formålet

Esbjerg Hovedbibliotek er bare et af Esbjerg Kommunes otte biblioteker. Foto: Anna Due Rasmussen.

Det kan skade folkebibliotekerne, når Esbjergs biblioteker og interesseorganisationer kæmper om den samme målgruppe, siger Bibliotekschef for Esbjergs Biblioteker Annette Brøchner Lindgaard.

Af Anna Due Rasmussen

Udsatte børn og unge skal have adgang til at læse. Det er der bred enighed om hos Esbjerg Biblioteker og NGO’erne. Mens de er enige om, at det er vigtigt, er de uenige om, hvordan man skal opnå det.

”Vi kæmper meget med, at der er nogle NGO’er, som har fået en fantastisk idé: at de fattige skal have bøger. Men vi siger, prøv at høre: det har de haft i over 100 år i folkebibliotekerne.” siger bibliotekschef for Esbjergs Biblioteker Annette Brøchner Lindgaard.

Konsekvensen kan være, at folkebiblioteket i fremtiden vil få skåret yderligere i budgettet, hvis borgerne synes, det er ligegyldigt, om der er folkebiblioteker, siger bibliotekschefen. 

Esbjerg Kommunes bibliotekers budget er skåret med cirka 30 % siden kommunesammenlægningen i 2007. Det er særligt personale, der er skåret på, og det har blandt andet betydet en indskrænket åbningstid.

Læsning for udsatte børn

Læs for Livet er en af de NGOer, som vil have flere udsatte børn til at læse. I Esbjerg Kommune har de indtil videre doneret tre biblioteker. De ligger på Børnecenter Jupitervænget, Fridtjof Nansensvej og Børnecenter Ørnevænget.

For i Læs for Livet vil de gøre de bøgerne mere tilgængelige. 

”Mange af de udsatte vil måske ikke tage turen ind til folkebiblioteket, og nogle børn får måske ikke lov af forældrene, fordi de frygter at få biblioteksbøder,” siger stifter og Leder af Læs for Livet Rachel Röst.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *