Første julepynt er spottet i gågaden i Esbjerg

Det første julepynt er set hos Imerco på gågaden i Esbjerg. Den tidlige debut er dog ikke en udbredt tendens ifølge Esbjerg City.

Julebelysning fra Sirius og pynt fra Georg Jensen er nogle af de julevarer, der allerede sælger her i oktober måned. Foto: Laura Nørkjær Seligmann.

Af Laura Nørkjær Seligmann

Regnen drypper i vandpytterne. De røde blade pryder træerne. Efterårsstemningen er dominerende, men når man spadserer ned ad gågaden i Esbjerg, kan man svagt fornemme bjældeklangen.

I Imerco på gågaden er julevarerne kommet frem.

”Når det kommer ind ad døren, så kommer det ud i butikken,” siger Helle fra Imerco.

Omkring efterårsferien plejer de at have alle deres julevarer oppe, men i år var de allerede klar med de første varer i slut september.

Butikkerne i gågaden i Esbjerg er fyldt med julepynt, når julen bliver skudt i gang den 22. november. Foto: Taget med tilladelse fra Esbjerg Citys hjemmeside.

Alle er klar til den 22. november

Hos Esbjerg City oplever de ikke denne tidlige debut af julepynt som en udbredt tendens på gågaden.

”Alle er selvfølgelig klar til den 22. november, og nogen starter da også lidt før, men jeg synes ikke, at folk har julepynt i oktober måned,” siger Brigitta Christensen, City- og Marketingschef for Esbjerg City. 

Selvom Brigitta Christensen ikke ser den tidlige forberedelse til julen som en tendens, så er der jo undtagelser.

”Jeg synes ikke man går og ser julepynt her fra efterårsferien. Der er jo selvfølgelig nogle kæder, som har en aftale om, hvornår de sætter deres op,” siger Brigitta Christensen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *