Gåtur i Esbjerg giver mad til børn i Burkina Faso

På søndag afholdes Walk the World to End Hunger, som er en gåtur i Esbjerg til fordel for skolebørnene i Burkina Faso. For hver deltagende doneres der 50 kroner til skolemad i Burkina Faso.

Foto: DOMINIQUE FAGET/Scanpix 2014

Af: Katrine Clausen

Foreningen Soroptimist International Esbjerg har arrangeret gåturen i forbindelse med Danmarks Unionens skolemadsprojekt i Burkina Faso. Kvinderne i foreningen donerer selv 50 kroner af egen lomme, for hver der deltager, og pengene går ubeskåret går til skolebørnene.

Dorthe Fredlev Thomsen er en af kvinderne, der er med i Foreningen Soroptimist International Esbjerg, som har 41 medlemmer. Hun har været med til at arrangere Walk the World to End Hunger. 

Soroptimist International fokuserer meget på uddannelse og på at forbedre pigers og kvinders rettigheder, og derfor valgte gruppen i Esbjerg at støtte op om skolemadsprojektet.

”Vi har i Esbjerg valgt at støtte op, fordi det giver børnene nogle muligheder for at få en skolegang, men også for at få noget mad, ” siger Dorthe Fredlev Thomsen.

Foreningen Soroptimist international er en frivillig organisation, der ud fra FN’s verdensmål arbejder for at forbedre piger og kvinders rettigheder overalt i verden. Det er også derfor, at Dorthe Fredlev Thomsen har valgt at være med. 

”Det betyder noget, at man kan være med til at gøre en forskel, og at man gør en indsats for at hjælpe og for at gøre livet bedre for nogle mennesker, som ikke altid har en stemme”.

Gåturen afholdes på søndag klokken 11:00, turen starter ved Rønnebækstien i Esbjerg N og fortsætter forbi den hemmelige skov, ud omkring søerne med Kvaglund og ender ved bålhuset. Der vil være kaffe, te, vand og kage til de deltagende. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *