Nyt internationalt kor binder folk sammen på tværs af nationaliteter

Det internationale kor øver hver tirsdag fra 19:00 til 20:50 i fritidshuset på Kirkegade. Foto: Alberte Beierholm Sørensen

Esbjergs nye internationale kor havde første kortime i starten af oktober. Koret lægger særligt vægt på mødet mellem forskellige sprog og kulturer gennem musik og sang.                                                                      

Af Rasmus Holst Nielsen og Alberte Beierholm Sørensen

Det nye internationale kor holder til i fritidshuset i Esbjerg. Bag koret står Rebecka Linnér, som startede koret i samarbejde med FOF Vest. Hun mente, at Esbjerg manglede et kor, som kunne samle folk på tværs af nationaliteter.

Det internationale kor er et nyt koncept, som Rebecka har taget med fra Sverige, hvor hun selv er fra. Foto: Rasmus Holst Nielsen

”Vi har mange med, som er fra Esbjerg, men vi har også mange, der er fra andre lande, som er flyttet til Esbjerg,” siger korleder Rebecka Linnér.

Koret synger på flere forskellige sprog for at imødekomme de mange forskellige nationaliteter. I denne sæson er planen, at de skal synge på dansk, svensk og engelsk.

Nyt initiativ vækker begejstring

Hos medlemmerne i koret er der begejstring over det nye initiativ, og snakken går lystigt mellem deltagerne. Særligt det internationale aspekt er et stort plus.

”Jeg synes, det er en fed måde at møde nogle mennesker på med en anderledes historie, lære dem bedre at kende og finde ud af, hvor de kommer fra,” siger Tobias Kleis Jensen.

Esbjerg er en international by, og derfor mener Tobias Kleis Jensen, at det er oplagt med et kor, som kan samle folk.

Store visioner for koret

Selvom koret er i sin opstartsfase, er Rebecka Linnér ikke i tvivl om, hvad der gør koret til noget særligt. I koret er der plads til alle, og pauserne går med hygge og småsnak.

”Vi har først og fremmest fokus på at synge sammen, men også fællesskab og det kulturelle udbytte fylder meget i koret,” siger Rebecka Linnér.

Hun påpeger også, at selvom koret ikke er et elitekor, har hun store visioner for korets fremtid.

”Vores ambition er, at det skal vokse sig større, og at vi skal have endnu flere med, så vi kan få masser af sang,” siger Rebecka Linnér.  

Hør koret synge og hvad det giver medlemmerne at deltage.

,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *