UdsatteLigaen er større end nogensinde før

I lørdags spillede Recovery Bulls Esbjerg og de andre hold i UdsatteLigaen 1. runde. Ligaen, der er startet af den lokale ildsjæl Even Ramsland, skal hjælpe socialt udsatte gennem sunde fællesskaber. I år består ligaen af 12 hold, som er det højeste antal nogensinde.

Af Mette Bjerre

I UdsatteLigaen er der ingen tabere. Sådan lyder mantraet, når de socialt udsatte mødes og spiller tre mod tre. De udsattes svar på Superligaen kører på tredje sæson, og stævnet er den første af fem i denne sæson. Stævnet blev åbnet af borgmester Jesper Frost Rasmussen, der også selv fik sved på panden i opvisningskampen, der skød turneringen i gang.

Opbakning er der masser af, når holdene fra de udsattes svar på Superligaen ramler sammen. Foto: Mikkel Ø. Kramer.

Dennis Jensen fra Ombold Esbjerg, som er et fodboldkoncept for folk, der ikke naturligt opsøger almindelige idrætsforeninger, var med, da første runde blev afviklet lørdag. De har været med siden starten, selvom det ikke altid er let at stille et hold.

”Vi var syv meldt til, men der var fire, der mødte op. I den første kamp havde vi faktisk en reel chance. Der vandt de andre kun med ét mål. Anden kamp tabte vi. Men vi er her jo for at hygge os.”

Even startede netop Recovery Bulls, fordi han følte, at der manglede et idrætstilbud for folk som ham selv – folk, der af forskellige årsager, kæmper for at få en hverdag op og køre. Organisationen, som startede i Esbjerg, har efterfølgende udviklet sig med flere lokalorganisationer i hele landet. Til at starte med var de fem. Nu er de knap 400.

Borgmester Jesper Frost Rasmussen og den lokale initiativtager Even Ramsland, fremviser pokalen. Foto: Mikkel Ø. Kramer.

”Vi kan mærke på deltagerne, at det gør en forskel. Op mod 80% føler, at de er en del af et fællesskab, og over halvdelen synes, at Recovery Bulls understøtter anden behandling, de får.”

Evens oplevelse bekræftes af rapporten ”Idræt for socialt udsatte – et blik på udøverne”, der er den sidste af tre rapporter med fokus på idrætsindsatsen for socialt udsatte i hele Danmark.

I UdsatteLigaens sommerpause, blev det nemlig slået fast, at idræt for udsatte er noget, der rykker. I en spørgeskemaundersøgelse svarer 99% af de adspurgte, at de er meget enige eller enige i, at de får det psykisk bedre af at spille fodbold.

I lørdags endte turneringen med en førsteplads til De Få Rå, en andenplads til Midtgården, en tredjeplads til det lokale grønlandske hold RB Nanoq og en fjerdeplads til Recovery Bulls Esbjerg.

Bulls-prisen, der gives til det hold der udviser det bedste kammeratskab på dagen, gik til Dennis Jensen og resten af Ombold Esbjerg.   

Og selvom sporten er en rigtig god undskyldning, påpeger Even, at det ikke er resultaterne, der er det vigtigste. Det er de sunde, stoffri fællesskaber. I UdsatteLigaen har man allerede vundet en vigtig kamp – kampen mod sig selv – når man møder op. Og derfor er alle, der deltager, vindere.

,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *